Håndværkerfradrag 2019

Håndværkerfradrag 2017 og 2018Håndværkerfradraget blev genindført med tilbagevirkende kraft, da den nye regering trådte til. Der skete dog ændringer i ordningen. Fra at være en bred ordning, der gav fradrag til et stort antal forskellige ydelser, er den blevet smallere og mere målrettet en grøn profil. Fradraget til serviceydelser er begrænset, hvorimod håndværksmæssige ydelser, der forbedrer boligen energimæssigt og miljømæssigt, har fået fokus.

Fradragets størrelse

Alle personer i en husstand, der er fyldt 18 år, kan få op til 18.000 kr. i fradrag. Vil man opnå de 18.000 kr. skal man dog både udnytte det fradrag, man kan få for serviceydelser og håndværkerydelser. Fradraget er nemlig delt på de to grupper. Fordelingen er dog ikke ligelig. For serviceydelser kan man få et fradrag på 6000 kr. pr. person over 18 år og for ydelser af håndværksmæssig karakter, kan man få 12.000 kr.

Fradragsberettigede serviceydelser

Begrebet serviceydelser dækker over ydelser, der hører til i kategorien hushjælp. De fradragsberettige ydelser er:

  • Afslibning af bordplader
  • Rengøring i hjemmet. Både den helt almindelige daglige og ugelige rengøring er dækket samt hovedrengøring, rensning af gardiner og tæpper mm.
  • Vinduespudsning. Både ude og inde.
  • Almindeligt havearbejde. Det dækker over: klipning af hæk, græsslåning, lugning, beskæring af træer og buske, rydning af sne.
  • Børnepasning. Det gælder både babysitning og det at bringe og hente børn fra vuggestue, børnehave, skole, fritidsklub og fritidsaktiviteter.

Det er de ting i dagligdagen, der tager tid fra familie og venner og mindsker energien til at dyrke en fritidsinteresse. Ved at gøre dem fradragsberettigede giver det flere familier mulighed for at få hjælp til det, som mange opfatter som sure pligter. Samtidigt skaber det arbejde og omsætning for de virksomheder eller privatpersoner, der beskæftiger sig indenfor serviceydelser.

Fradragsberettigede håndværkerydelser

Der er som før skrevet sket en drejning over mod de ydelser, der forbedrer miljøet og sparer energi. De overordnede kategorier, man kan få fradrag for, er:

Energiforsyning
Solfangeranlæg, solceller, udskiftning og reparation af fjernvarmeanlæg, gasfyrskedler.
Installering af alle typer varmepumper og installering og forbedring af ventilation.

Grøn vedligehold.
Afmontering af brændeovne, radonsikring, fjernelse af asbest, bly og PCB. Malerarbejde udvendigt (taget undtaget). Installering af ladestik til en el-bil.

Tilslutning til bredbånd
Man vurderer, at det er vigtigt at få et godt internet i alle danske hjem, da det nu hører til dagligdagen at kunne benytte computere, smartphones, smart TV osv. til for eksempel at streame musik og film mm.

Energirenovering
Isolering af tag, loft, ydervægge, gulv. Forbedring og reparation af skorsten. Solafskærmning på vinduer og glasdøre. Udskiftning af vinduer og ruder i ydredøre med glas. Installering og udskiftning af varmestyringsanlæg. Installering af intelligent lys-, varme, og ventilationsstyring.

Klimatilpasning
Sikring mod oversvømmelse – yderdøre samt vinduer. Kloakarbejde på egen grund. Etablering eller udbedring af dræn. Nedsivningsanlæg. Fornyelse af opsamlingstank. Etablering af minirensningsanlæg, rodzoneanlæg, højvandslukkere og regnvandsfaskiner. Udskiftning af belægninger, der er faste til belægninger, der er vandgennemtrængelige.

Energirådgivning
Det anses for vigtigt at boligejere kan få vejledning i, hvordan de bedst muligt sparer penge samt skåner miljøet.

For hvilke boliger gælder håndværkerfradraget?

Håndværkerfradraget gælder for alle helårsboliger, hvor ejeren eller lejeren bor mens enten serviceydelserne eller håndværkerydelserne udføres. Sommerhuse er ligeledes dækket af fradragsordningen. Man har dog kun et samlet fradrag til både sin helårsbolig og sin sommerbolig.

Er energitilskuddet også muligt?

Man kan måske være bange for, at det ikke er muligt både at få et energitilskud og et håndværkerfradrag. Men det er ikke tilfældet. Man kan stadig søge energitilskud til en installation, selvom der også gives et håndværkerfradrag.

Der er visse betingelser, når man skal have håndværkerfradrag. Det arbejde, der udføres, skal foretages af en person, der ikke bor på samme adresse, og det er ikke muligt at få fradrag i forbindelse med nybyggeri. Man skal altid kunne vise en faktura som er betalt elektronisk. Undersøg hvordan fakturaen skal være udfærdiget. For at få fradraget skal man være fyldt 18 år og betale skat i Danmark.

Click to rate this post!
[Total: 1 Average: 5]