Lille guide til maling af gulv
Vil du gerne have dit trægulv malet? Og vil du gerne gøre arbejdet ordentligt, så det holder længe? Så er det vigtigt både at gøre et godt forarbejde, sættes sig ind i arbejdsgangen og vide, hvordan du afslutter arbejdet på den rigtige måde. Her får du en guide til selve processen, og vi kommer også ind på, hvad der er af fordele og ulemper ved at male et trægulv.
Gode grunde til et malet gulv
Der kan være mange grunde til, at du gerne vil male dit gulv. Måske har du lige afdækket det gamle trægulv i lejligheden, og fundet ud af, at gulvet er fyld med sømhuller efter de plader, der var sømmet på gulvet, for at gøre det klar til gulvtæppe i tidernes morgen. Eller måske har du et lamelgulv, som er blevet slidt og plettet og vil hellere have den stemning i huset, som et malet gulv giver? Det du skal huske på er, at ikke alt træ egner sig til at blive malet.
Hvilket træ egner sig til maling?
Hvis du har et fyrretræsgulv er det meget velegnet med mindre det har fået en oliebehandling. Det samme gælder for lamelgulve. Hvis de er oliebehandlede er det en svær nød at knække. Men er de lakerede, kan de males. Det er i det hele taget olie, der oftest spænder ben for et gulvmalerprojekt. Det gælder også, hvis du har et gulv af meget olieholdigt træ. Det kan for eksempel være nogle af de hårde træsorter fra troperne.
Hvilke fordele er der ved at male et trægulv?
- Der er naturligvis den fordel at du kan lege med farvespillet i rummet på en anden måde end, når gulvet har sin naturlige træfarve. Du kan skabe et lysere rum ved at vælge et lyst gulv og du kan skabe tyngde i et ellers meget lyst og luftigt rum, ved at vælge en mørk eller dæmpet farve til gulvet.
- Hvis dit gulv er gammelt og fuld af sømhuller, kan du spartle dem ud og få en ensartet og glat overflade, når gulvet er malet.
- Ved at male gulvet fremfor at slibe det risikerer du ikke at slide for meget på gulvet.
Hvilke ulemper er der ved at male et trægulv?
- Det er kun muligt at vende tilbage til et naturligt trægulv, hvis dit gulv kan tåle at blive afhøvlet.
- Gulvmalingen er først gennemhærdet efter tre til fire uger.
- Det malede gulv kan ikke tåle så meget slid som et almindeligt trægulv.
- Hvis ikke du er omhyggelig med forarbejdet, kan malingen skalle af.
Sådan griber du arbejdet an
- Start med at vaske det gulv du vil male grundigt med grundrens. Lad det stå med grundrensen i 5 min og tør derefter snavsen af med en svamp eller en blød klud.
- Eventuelle sæberester og kalk kan du fjerne med eddikesyre, der er fortyndet med vand i forholdet et til tre. Gulvet skal vaskes efter med vand og derefter tørre helt.
- Når gulvet er helt tørt slibes gulvets overflade med et sandpapir med fine korn. Er der gennemslidninger, skal der slibes til rent træ.
- Støvsug al slibestøvet op.
- Er der huller i træet, skal de spartles med træspartelmasse.
- Du kan enten benytte en rulle med korte hår eller en pensel, når du maler gulvet.
- Du skal begynde med at male hele vejen rundt langs alle vægge.
- Dernæst skal du male i gulvbræddernes længderetning.
- Der skal ofte mindst to gange maling til for at dække gulvbrædderne. Det vil naturligvis også gøre overfladen mere slidstærk, hvis der påføres to til tre lag maling fremfor et.
- Malingens holdbarhed afhænger også af, om I går med sko inde og hvor mange mennesker, der dagligt benytter gulvet.